|
Mølleåen
- Sjællands største
vandløbssystem
Mølleåen udspringer 33 meter
over havet i Hettings Mose lidt nord for Ganløse Eged,
hvor der er et vandskel mellem Buresø og Bastrup sø.
På sin vej videre fra Bastrup Sø og ud til Øresund,
der løber åen gennem 3 store søer, Farum
sø, Furesøen og Lyngby sø, der er tillige
tilløb fra en lang række mindre vandløb,
og søer, herunder Bagsværd Sø, Vejle Sø
og Søllerød Sø.
Mølleåen har en samlet længde
på ca. 36 km, det er Sjællands største og
vandrigste vandløbssystem, der afvander et hydrologisk
opland på 126 kvadratkilometer. På den øvre
del, der danner Mølleåen og Bastrup Sø en
naturlig grænse mellem Egedal og Allerød kommuner,
på den nedre del løber den gennem først Furesø
og dernæst Lyngby-Taarbæk kommuner.
Mølleådalen og søerne
er dannet som tunneldale af smeltevand ved slutningen af den
sidste istid, og åen har været så stor og vandrig,
at helt frem til etableringen af de store industrimøller
i 1600- og 1700-tallet, der har den med mindre fartøjer
været sejlbar i hele sin længde.
Det oldnordiske navn for Mølleåen
er "Lughn", som betyder "den roligt flydende".
Det indikerer netop, at åen har været stor, bred
og relativ dyb, og derfor meget velegnet til sejlads med mindre
fladbundede både. Og det er ikke spor usandsynligt, at
der tilbage i vikingetiden har været et dragested på
det korte stykke, ved vanskellet mellem Bastrup Sø og
Buresø, så der har kunnet fragtes varer tværs
over Nordsjælland mellem Roskilde Fjord og Øresund.
Under den store arbejdsløshed i
30'erne, der blev den øvre del af Mølleåen
fra Bastrup Sø og ned til Farum Sø udrettet og
reguleret, som en del af et beskæftigelsesprojekt, og det
medførte naturligvis, at åen blev omdannet til en
snorlige og smal rende, med en hurtig strøm, og den førhen
så vandrige ådal blev afvandet. På samme tid
blev der også anlagt en sti langs med Mølleåen,
hele vejen fra Bastrup Sø og ud til Øresund, stien
eksisterer stadig, og man må virkelig sige, at den har
været en rimelig god investering.
Hvis man kigger tilbage i historien, så
har der været vandmøller langs næsten alle
danske vandløb, og Mølleåens fald på
33 meter har givet mulighed for etablering et stort antal vandmøller
langs åen. De fleste af møllerne blev anlagt og/eller
kraftigt udvidet i forbindelse med industrialiseringen i 1600-
og 1700-tallet. Og Furesøens store reservoir giver den
nedre del af åløbet en meget jævn og stabil
vandføring, normalt 300-400 liter/sekundet. Det har sammen
med et fald på 19 meter over åens nederste 9 km dannet
grundlag for, at der har kunnet etableres hele 10 store industrielle
vandmøller på denne korte strækning. Og det
er derfor vi i dag kan konstatere, at dansk industris vugge stod
ved Mølleåen.
Møllerne der ligger langs åen
er i nævnte rækkefølge: Øvre Hestetangmølle,
Nedre Hestetangmølle, Frederiksdal Mølle, Lyngby
Nordre Mølle, Lyngby Søndre Mølle, Fuglevad
Mølle, Brede Mølle, Ørholm Mølle,
Nymølle, Stampen, Raadvad Mølle og Strandmøllen.
Alle de gamle indusrtimøller er i dag fredet, det er dog
kun Lyngby mølle og Stampen, som har intakte møllehjul.
Og Stampen er ikke en 100% original mølle, det er nemlig
et uldspinderi fra Rebstrup i Nordjylland, som Nationalmuseet
har flyttet her til Storkøbenhavn. Øvre og Nedre
Hestetangmølle er ikke industrimøller, men derimod
gamle kornmøller, som har eksisteret siden middelalderen.
Efter nutidens målestok, der ligger
alle Mølleåens industrimøller meget tæt
på København, men sådan var det ikke 1600-
og 1700-tallet da møllerne blev anlagt, dengang lå
de tre-fire timers rask gang, eller mere end halvanden times
hestevognskørsel fra byen. Den isolerede beliggenhed gjorde,
at fabriksejerne ved flere af møllerne opførte
boliger til de ansatte, for selv om vandkraften lavede det hårde
arbejde, så krævede datiden industriproduktion mange
hænder, og ved de største af møllerne opstod
der mindre byer, med små rækkehuse eller etageboliger
til arbejderne, og mere eksklusive boliger til de ledende medarbejdere.
De fleste af virksomhederne forsatte produktionen
i de gamle bygninger til langt op i 1900-tallet, undervejs blev
vandkraften dog suppleret med først dampmaskiner, og sidenhen
med elmotorer, men i årene efter anden verdendenskrig kommer
der så meget fart på industriproduktionen, at de
store gamle virksomhedder flytter til nye og mere moderne fabriksanlæg.
Fra 50'erne og frem bliver de gamle fabriksbygninger
gradvist tilpasset til nye formål, dels er der mange mindre
virksomheder som rykker ind i dele af de oprindelige fabriksbygninger,
nogle af bygningerne bliver indvendigt ombygget og moderniseret,
så de kan anvendes til boliger og liberale erhverv. Ørholm
og Brede er overtaget af Nationalmuseet, som bruger dem til konserverings-
og restaureringsværksteder, magasiner og udstillingslokaler.
Strandmøllen er faktisk den eneste industrivirksomhed
som ikke er flyttet, men den har i dag kun lager og administration
i de gamle bygninger.
Her i der 21. århundrede står
vi så med en Mølleå, der på alle måder
er præget af 400 års kulturhistore, med opstemninger,
mølledamme og de gamle fredede fabriksanlæg. Strækket
fra Frederiksdal til Lyngby Sø er tillige blevet kanaliseret,
det skete dengang da man i slutningen af 1800-tallet og i starten
af 1900-tallet, byggede den ydre ring af fæstningsværker
rundt om København, planen var nemlig, at store områder
nord for København skulle oversvømmes med vand
fra Furesøen, hvis byen blev angrebet. Og derfor var der
behov for en bred kanal, der på kort tid kunne lede en
masse vand ud til de områder, som skulle oversvømmes.
Men nede under alt det menneskeskabte,
der er Mølleåen jo stadig et vandløb, som
forbinder en række store søer med Øresund,
og vi er som moderne mennesker forpligtiget til at overveje,
om vi kan reparere på nogle af de skader, som den menneskelige
aktivitet har påført åen. Og prisen for en
naturgenopretning er egenlig småpenge, hvis vi ser udgiften
i forhold til al den økonomiske fremgang, som åen
og vandmøllerne hen over de næsten 400 år
har givet til det danske samfund.
Det er naturligvis ikke en nem opgave,
at lave naturgenopretningsprojekter ved et så gennemreguleret
vandløb som Mølleåen, og der er virkelig
mange og meget stærke interesser, som kolliderer med hinanden.
Først så er der alle dem,
der udelukkende ser på de kulturhistoriske værdier,
de tænker kun på, at bevare alting som var hele Mølleådalen
et kæmpe stort frilandsmuseum, og deres mål er at
forhindre selv den mindste forandring. Nogle af dem er så
fokuserede på fortiden, at deres højste ønske
ville være, at det ved lov blev påbudt, at alle dem
der går en søndagstur langs Mølleåen,
de skal være iført tidstypisk arbejdstøj
fra 1800-tallet og træsko, så de står godt
til det pittoreske miljø.
Dernæst er der alle dem med de økonomiske
interesser, det er dem der ejer dyre huse som ligger naturskønt
ned til ådalen og mølledammene, de har deres blik
stift rettet mod, at der ikke må ske noget, som kan gøre
deres ejendom mindre værd. Og de betragter enhver ændring
som en potentiel fare, og det uanset om den rent faktisk vil
påvirke deres matrikel.
Endelig så er der en stor broget
gruppe, der som udgangspunkt prioriterer naturen og miljøet,
de er dog ikke nådeløse overfor kulturminderne,
men de mener ikke det forringer en gammel fredet industribygning,
at man leder åens vand uden om i et stryg, så der
genetableres en fri passage for de fisk og dyr, der vandrer i
Mølleåens vandløbssystem.
Lige nu er det sådan, at Natura 2000
og EU's vandrammedirektiv presser meget hårdt på,
de pålægger nemlig politikerne og de ansvarlige myndighedder,
at der skal laves nogle tiltag, som sikrer Mølleåen
en bedre vandkvalitet, og et frit løb. Der er også
blevet udarbejdet ind til flere dyre konsulentrapporter, med
mange gode forslag til en samlet løsning for hele Mølleåen,
det indebærer blandt andet, at der etableres omløbsstryg
ved alle opstemningerne, og da staten ejer de fleste af de arealer,
som vil blive berørt af de foreslåede omløbsstryg,
så burde det egenlig kun være et spørgsmål
om, at komme i gang med projekterne.
Men Danmarks Naturfredningsforening kan
ikke beslutte sig for, om den skal være en forening, som
målrettet arbejder for naturen, eller for en kompromisløs
bevarelse af kulturprodukter, så derfor har DN ind til
videre valgt den noget aparte holdning, at der slet ikke skal
gøres noget, og det har i praksis medført, at DN
har gjort alt for at forhindre, at der kan etableres omløbsstryg
ved alle de ni opstemninger, som der er på den nedre del
af Mølleåen.
Lyngby-Taarbæk kommune har også
modarbejdet projektet, da det ville koste kommunen ca. 2,6 millioner
kroner til opkøb af det areal, som skulle bruges til omløbsstryget
ved Strandmøllen, kommunens motiver er naturligvis besparelsen,
men mon ikke også det er hensynet til en masse velhavende
grundejere, som har haft indflydelse på den beslutning.
Medens de mange interesser kæmper
mod hinanden, der må Mølleåens vand forsat
passere hele 9 opstemninger, som effektivt forhindrer, at havørreder
kan vandre op i den øvre del af åen og gyde deres
æg, og at de små glasål, som har svømmet
hele vejen over atlanten fra Sargassohavet, kan trække
det sidste stykke på få kilometer ind til de store
søer, hvor de kan vokse sig tykke og fede.
Derfor må lystfiskerne år efter
år opdrætte og udsætte havørredyngel
i Mølleåens udmunding, så de på den
måde kompenserer for den manglende naturlige reproduktion,
og politikerne har allerede vedtaget en ålehandlingsplan,
som reducerer fangsterne af ål, det er nemlig blevet alt
for dyrt, at have en mand til at gå i 2-3 uger i indtræks
sæsonen, og fange glasål nedenfor Strandmøllens
opstemning, så de kan transporteres ind til, og udsættes
i søerne.
© 29. april 2013 Niels Riis Ebbesen
|
