Bly i lystfiskegrej

Bly har været kendt siden bronzealderen, og det er et metal med en lang række unikke egenskaber. Derfor er bly gennem mere end tretusinde år blevet anvendt til et utal af formål, og der fremstilles stadig en lang række industriprodukter hvori der indgår bly, og hvortil der ikke findes reelle alternativer.

Men allerede i romeriget ca. 100 år efter starten på vores tidsregning, der blev man klar over, at bly er meget giftigt for mennesker, i Rom begik man nemlig den fejltagelse, at man fremstillede nogle af datidens vandrør af bly, og det medførte både sydomme og stor dødelighed i de dele af byen, som fik deres vandforsyning gennem blyrør.

Nu om stunder er det en videnskabelig kendsgerning, at bly er et meget giftigt tungmetal, som er yderst problematisk for miljøet, og her i 2015 er det 13 år siden, at miljøministeren indførte et totalt forbud mod salg af blyholdige redskaber til lystfiskeri. Og derfor kunne det være interessant at se på den effekt som blyforbudet har haft - er der i dag væsentligt mindre bly i lystfiskernes grejtasker.

Jeg har derfor bedt en række af mine venner som er lystfiskere fortælle mig, hvordan antallet at blyholdige redskaber i deres fisketaske har udviklet sig, og hvad de bruger dem til. Og resultatet har været, at de fleste har meldt ud med, at de stort set har en uændret beholdning af jighoveder, lodder og pirke som er fremstillet af bly. På spørgsmålet om hvor til hvad de hovedsageligt bruger det blyholdige fiskegrej, der har svarene været, at de bruger det på stedet, hvor der skal fiskes dybt, og på fiskepladser med tidevandsstrøm, det er typisk fiskepladser i Øresund, Storebælt og Lillebælt, hvor det kun er muligt, at fiske nede ved bunden med med redskaber som er fremstillet af bly.

Efterfølgende har jeg så spurgt ind til, hvordan de har kunnet opretholde beholdningen af blyholdigt fiskegrej, når det ikke kan købes i grejbutikerne, og her har jeg fået en bred vifte af svar, der er gået fra en del lystfisker som stort set ikke havde mistet noget af det blyholdige fiskegrej, over nogle stykker der blot havde suppleret med et par mindre indkøb fra udenlandske netbutikker, til dem der selv støber deres fiskegrej, og som derfor ikke behøver, at ta' stilling til blyforbudet, da det udelukkede forbyder salg af blyholdigt fiskegrej.

Set i lyset af min miniundersøgelse, så er det da lidt tankevækkende, at man i medierne har kunnet læse om sager, hvor danske grejhandlere har fået bøder for salg af fiskegrej, blot fordi det har vist sig, at den maling som var brugt på pirkene indeholdt ganske lidt bly.

Helt objektivt vil jeg mene, at de danske miljømyndigheder ville opnå en kvantitativ større reduktion af forureningen fra blyholdige redskaber, hvis de satte ind med en saglig indformation om de steder, hvor de tabte/mistede blyredskaber reelt udgør et alvorligt problem for naturen og miljøet. Lystfiskerne er jo ikke dumme mennesker, som kun kan reguleres med nogle meget firkantede forbud.

Miljømyndighederne burde fortælle lystfiskerne, at bly er et blødt metal, som kun i ringe grad tåler mekaniske påvirkninger, og derfor er det meget problematisk, når en lystfisker mister et blylod eller en blypirk i strandkanten eller i et vandløb, hvor brændingen eller vandstrømme helt mekanisk kan slide og findele blyet, så det kan optages af snegle og muslinger, og på den måde komme ind i fødekæden.

Men miljømyndighederne skal ikke male fanden på væggen, så derfor skal de også oplyse lystfiskerne om, at rent bly er et meget stabilt metal, som ikke bliver nedbrudt af vand og saltvand, og hvis en lystfisker mister et blylod eller en blypirk i f.eks. Øresund eller Furesøen, så vil de ikke udgøre nogen fare for naturen og miljøet, der vil blot ske det, at loddet eller pirken i løbet af en årrække vil blive begravet i sedimentet, hvor de vil ligge til tid og evighed.

Det forudsætter naturligvis, at redskaberne er fremstillet i rent bly, der findes nemlig en række blylegeringer, som giver blyet nogle nye egenskaber, men som samtidigt gør det mindre modstandsdygtigt overfor vand og saltvand.

Blandt de lystfiskere som selv støber deres fiskegrej, der er det f.eks. meget almindeligt, at anvende 'skriftmetal', som er en legering af bly, antimon og tin. Antimon korroderer i vand, og det resulterer i, at loddet eller pirken over en kort årrække bliver nedbrudt til en masse små stumper, som kan havne i fødekæden.

Og der er selvsagt ingen kontrol med de blyredskaber som de danske lystfiskere køber på udenlandske webshops, derfor kan det godt være et selvmål for de danske miljømyndigheder, når de forbyder de danske grejhandlere at sælge blyholdigt fiskegrej, og samtidigt må de leve med, at de danske lystfiskere kan købe hvad som helst, der indeholder bly i udlandet. Det ville muligvis ha' været bedre for miljøet, hvis man i første omgang blot havde krævet, at der kun måtte sælges redskaber fremstillet i rent bly. Og man så havde ventet med det egenlige forbud til alle EU-landene var med på ideen.

De danske miljømyndigheder har heller ikke været gode til at informere lystfiskerne om de risicis som der er i forbindelse med hjemmestøbning af redskaber til lystfiskeri, det er nemlig meget problematisk, når gør-det-selv folket står i små udhuse eller lukkede kælderrum uden udsugning, og støber deres egne lystfisker redskaber.

Det er nok kun de færreste hjemmestøbere som køber noget rent bly til deres produktion af jigs, lodder og pirke, de fleste anvender som regel et sammensurium af genbrugs bly, som de enten har købt hos den lokale produkthandler, eller som de har skaffet på anden måde, og det kan være alt fra kasserede afbalanceringsklodser, over gamle afløbsrør, til brugt typografisk skriftmetal.

Men fælles for det brugte genbrugs bly er, at det indeholder en masse urenheder som bliver brændt af, når hjemmestøberne hælder det i smeltediglen, og røgen fra afbrændt maling, olie, trykfarver, o.s.v. blander sig med dampene fra den varme bly, og tilsammen udgør det en heftig og sundhedsskadelig cocktail af giftstoffer som hjemmestøberen står og arbejder i. Og når emnerne er støbt, så skal de afrenses for støbekanter og indstøbningskanaler, og det er en mekanisk forarbejdning, hvor der files, slibes og frigøres en hel masse blystøv.

Og derfor slutter miljøproblemerne ikke i hjemmestøberens værksted, for når arbejdet er færdigt, så bliver bordet og gulvet fejet, og opfejet ender i skraldespanden, hvor blystøvet via renovationen kan forsætte videre ud i miljøet.

© januar 2014 - Niels Riis Ebbesen