1814 / 1826 - Verdens første fotografi - Joseph Nicéphore Niépce

I 1814 indleder de to brødre Joseph Nicéphore Niépce og Claude Niépce en række forsøg på at fastholde et camera obscura-billede på metalplader belagt med bitumen (svovlasfaltproces). Ved hjælp af denne teknik til indfangelse af lyset kunne Joseph Nicéphore Niépce i 1826 præsentere verdens første fotografi...

Verdens første fotografi er et gademotiv, som Joseph Nicéphore Niépce tog ud af sit vindue i 1826, eksponeringstiden var ca. 8 timer. På grund af den meget lange lukkertid blev husvæggene på begge sider af gaden belyst med direkte sollys.

1997 - Niépces process bliver efterprøvet

I 1997 blev der udgivet en afhandling af franskmanden Jean-Louis Marignier, tilknyttet Niépc-museet, hvori han efterprøver dennes proces. Konklusinen er, at eksponeringen må have været omkring 20 timer som minimum.

1826 - Heliografi (soltegning)

Joseph Nicéphore Niépce's process betegnes som heliografi, metoden byggede på, at en lysfølsom fernis, der indeholdt gullighvid svovlasfalt, blev påstrøget en mørk tinplade, og at lyset hærdede asfalten, så det ubelyste asfalt kunne udvaskes med en blanding af terpentin og lavendelolie; de stærkt belyste områder fremstod lyse på tinpladens mørkere baggrund.

Joseph Nicéphore Niépce's mål var egentlig at fremstille en plade, som kunne trykkes efter litografiske principper.

1828 - Akromat objektivet

Camera obscuras pinhul havde en lang række begrænsninger, som de allerførste fotografer måtte kæmpe med, så det var vel naturligt, at der ret hurtig kom gang i udviklingen af objektiver.

De to første objektiver var hhv et objektiv, der bestod af en menikuslinse (halvmåneformet), og en simpel to-linset akromat, begge objektiver havde en lysstyrke, der nogenlunde svarer til blænde f 1:16, de var på ingen måde korrigerede for kromatisk abaration, krumning, vignettering og andre optiske fejl. Akromaten blev i de følgende år forbedret, så den havde en lysstyrke, der svarede til blænde f 1:8.

Som noget særligt, så var Akromat objektivet konstrueret med blænden placeret foran objektivet.

1829 - Irisblænden og kamerabælgen

Joseph Nicéphore Niépce byggede et kamera med bælg og blænde, så han betragtes også som opfinderen af irisblænden og kamerabælgen.

1833 - Det første negativ/positiv (kalotypi)

Den engelske botaniker og fysiker William Henry Fox Talbot indleder en række eksperimenter med at fotografere med et camera obscura, han tager udgangspunkt i de resultater, som Thomas Wedgwood's har opnået, og han finder ud af, at kogsalt kan opløse det ubelyste sølvnitrat og bruges som fixer.

De første billeder som William Henry Fox Talbot laver, er kontaktaftryk af planter og blade, men i 1834 lykkes det ham at optage et ca. 6x6 stort papirnegativ af et vindue i sit hus, og derpå vende det til et positiv i en kontaktkopi.

William Henry Fox Talbot's mange fotografiske opfindelser skyldtes en ægte trang til at forske, og i de første år forsøgte han ikke at kommercialisere sin opfindelse. Det var først i 1839, da nyheden om Daguerres opfindelse spredtes, at Talbot blev opmærksom på behovet for at få patenteret og markedsført sin egen metode.

Talbot's metode fik dog urimelig hård konkurrence fra daguerreotypien, som kunne gengive meget finere detaljer, og alle kunne jo frit lave daguerreotypi, da alle patentrettigheder var frikøbt af den franske stat, og Talbot fik ikke ret meget anerkendelse af sin samtid, det er faktisk først i vores tid, at det står helt klart, hvor stor en betydning, hans opfindelser har haft for fotografiets udvikling. Kalotypi er grundlæggende forløberen for de fotografiske metoder, som i teknisk forbedrede former er anvendt helt frem til i dag.

1833 til ca. 1860 - Kalotypi (Talbotypi)

Kalotypi (Talbotypi) udførtes ved, at et stykke papir blev gjort lysfølsomt med et bad i en sølvnitrat-opløsning og derpå i en jodkalium-opløsning, overskydende væske afstryges, og papiret skal eksponeres i fugtig tilstand og straks fremkaldes i gallussyre og derpå fixeres i natriumclorid (kogesalt). Det fremkomne papirnegativ kunne gøres mere transparent ved hjælp af en behandling med flydende bivoks, og positive kopier kunne fremstilles ved hjælp af kontaktkopier. Kalotypi er den første negativ-til-positiv-proces.

1837 / 1839 - Louis-Jacques Mandé Daguerre

I årene 1837-39 udviklede Louis-Jacques Mandé Daguerre praktiske metoder til daguerreotypi, som han i 1839 præsenterede Académie des Sciences i Paris, det var naturligvis en sensation, at Daguerre var i stand til at fastholde et klart og detaljeret billede, som lyset havde frembragt på en plade. Nyheden og metoden spredtes lynhurtigt ud i Europa, og allerede i slutningen af 1839 var den nået til København.

Louis-Jacques Mandé Daguerre's udvikling af daguerreotypi, var baseret på et samarbejde med Joseph Nicéphore Niépce, og en række opdagelser, som andre havde gjort.

Daguerreotypien er dog en teknologisk blindgyde. Metoden kan ikke udvikles og forbedres, og der er mange ulemper, f.eks. de meget lange eksponeringstider, som gjorde det vanskeligt at lave portrætfotos med et godt resultat - og alle motiver var spejlvendte og kunne ikke kopieres.

I de følgende år udvikledes de fotografiske teknikker i et hastigt tempo, og i 1850'erne afløstes daguerreotypien helt af nye og meget forbedrede metoder.

1839 - Fotografiets fødselsdag

Den 19. august 1839 regnes som fotografiets officielle fødselsdag. På Academie des Sciences & des Beaux Arts i Paris offentliggør den franske fysiker François Arago meddelsen om, at Louis-Jacques Mandé Daguerre har opfundet fotografiet. Opfindelsen var dog adviseret allerede den 7. januar samme år.

Den franske regering køber opfindelsen og stiller den til offentlighedens rådighed, betalingen er en årlig pension på 10.000 francs, som deles med 6.000 til Daguerre og 4.000 til Niépce's søn.

1839 - Natrium-hyposulfite som fixer

I 1839 opdager John Herschell, at kalotypier kan fixeres i et bad af natrium-hyposulfite opløst i vand, og i de forgangne 160 år er der ikke fundet nogen bedre metode til fixering at fotos, så det er den perfekte løsning, og den anvendes stadig.

1841 Voigtlander daguerreotypikamera

Det er østrigeren Peter Voigtlander der grundlægger en af verdens første virksomhedder, som serieproducerer objektiver og kameraer. Han konstrurerer og patenterer et daguerreotypikamera helt i messing, dette kamera får stor success, og det bliver fremstillet i et betydeligt antal.

Voigtlanders daguerreotypikamera blev leveret i en mahognikasse, der også indeholdt alt det tilbehør, som var nødvendigt for at fremstille daguerreotypier.

1839 til ca. 1865 - Daguerreotypier

En forsølvet kobberplade højglanspoleres og gøres lysfølsom i jodopløsning inde i en lukket kasse. Når pladen har skiftet farve til guldgul, er den klar til eksponering. Pladen skal eksponeres straks efter dennne sensibilisering. Det eksponerede billede fremkaldes med kviksølvdampe og fixeres med natriumthiosulfat. Det færdige daguerreotypi blev monteret i ramme med glas for at beskytte billedet. Et daguerreotypi er unikt, det findes kun i et eksemplar. Det var almindeligt at håndkolorere daguerreotypier.

1840 - Pertzvals portrætobjektiv

Pertzvals objektiv var konstrueret af den ungarske matematiker Josef Max Pertzval, og det blev produceret af Voigtländer. Objektivet havde en billedvinkel på ca. 20 grader, dets skarphed aftog markant ud imod kanterne, og lysstyrken svarede nogenlunde til blænde f 1:3,7, den gode lysstyrke muliggjorde kortere eksponeringstider, derfor var det særligt velegnet til portrætfotografi.

Pertzval objektivet bestod af fire linseelementer i to grupper, med en luftlinse i den bagerste linsegruppe, blænden var placeret mellem de to linsegrupper. Med tiden blevet objektivet forbedret, så det fik en lysstyrke, der svarer til blænde f 1:3,2.

Der er bevaret ret mange portrætfotos fra midten af 1800-tallet, hvor man helt tydeligt kan se, at de optaget med et Pertzvals portrætobjektiv, dets centerskarphed og lave randskarphed er let genkendelig som et fingeraftryk.

1844 - The Pencil of Nature

William Henry Fox Talbot's "The Pencil of Nature" udkommer. Værket består af seks seperate og indbundne bøger, og det er verdens første bogværk, som er illustreret med fotografier. Bogen udkom i et oplag på 150 eksemplarer, og i hvert eksemplar var der indklæbet 24 stk. fotos, i bogen beskriver Talbot også sin negativ-til-positiv-proces.