1848 - Stereofotografi

Det vækker naturligvis berettiget opsigt, da englænderen Sir David Brewster i 1848 kan præsentere sin opfindelse af stereofotos.

Stereobilleder skabes ved hjælp af et kamera med to objektiver, der laver et dobbeltbillede (stereobillede) af motivet. Man får en fuldstændig troværdig oplevelse af, at man ser på et tredimentionelt billede, når stereobillederne ses med en speciel stereobetragter.

1851 - Det første foto med blitzlys

Englænderen William Henry Fox Talbot har æren for en lang række opfindelser, der alle har fået stor betydning for udviklingen af fotografiet. En af de mere betydningsfulde opfindelser er blitzfotografering ved afbrænding af magnesiumpulver.

1851 - De våde kollodiumplader

Det er fotografen Frederick Scott Archer, der opfinder den våde kollodiumplade som afløser daguerreotypien. Disse plader er mere lysfølsomme og kan derfor eksponeres på kortere tider. De giver et meget detaljerigt negativ, som der kan fremstilles mange kontaktkopier af.

Den våde kollodiumplades ulempe er dog, at emulsionen skal gydes på glaspladen lige inden optagelsen, og billedet skal straks fremkaldes efter eksponeringen. Det indebærer, at datidens fotografer måtte medtage et transportabelt mørkekammer, når de fotograferede on location.

Den våde kollodiumteknik kom til at dominere fotografiet helt frem til de "tørre" plader bliver opfundet i 1878

1852 til ca. 1865 - Vitrotypi eller ambrotypi

Et vitrotypi eller ambrotypi er et glasnegativ, som er fremstilles med den våde kollodium-process. Det færdigt fremkaldte og tørrede negativ blev efterfølgende malet sort på bagsiden, på den måde vendtes det negative billede, så det fremstår positivt, denne effekt kunne yderlig forstærkes med et bad, som gjorde sølvet i det eksponerede motiv blev lysegråt. Vitrotypier eller ambrotypier blev normalt monteret i specielle rammer med endnu et glas foran til beskyttelse. Det var almindeligt at håndkolorere vitrotypier og ambrotypier.

1853 til ca. 1865 - Panotypi

Panotypi er grundlæggende et ambrotypi, hvor emulisionen i vand bliver løsnet fra glaspladen og som et overføringsbillede ført over på en sort voksdug. Panotypier har den fordel, at de er billige at fremstille, og de er ikke skrøbelige som tynde glasplader.

1853 til ca. 1920 - Ferrotypier

Ferrotypiet blev fremstillet ved, at en sortmalet eller bruneret jernplade blev gjort lysfølsom med den våde kollodium process. Efter eksponering og fixering fremstod motivet positivt på den mørke jernplade. Ferrotypier var billige at producere, så selv fattige arbejdere havde råd til at få lavet et portrætfoto. Det var almindeligt at håndkolorere ferrotypier.

1856 til ca. 1920 - Tintypier

Tintypier er en variant af ferrotypier, forskellen er, at blikpladen er fortinnet så den ikke ruster, og det har virkelig gjort tintypier meget mere holdbare, der findes mange velbevarede tintypier som har klaret tidens tand, på engelsk kaldes en konservesdåse for en "tin", og den er netop lavet af fortinnet blikplade

Den fortinnede blikplade blev malet sort eller mørkebrun, og blev gjort lysfølsom med den våde kollodium process. Efter eksponering og fixering fremstod motivet positivt på den mørke jernplade. Det var også almindeligt at håndkolorere tintypier.

1856 - Det første undervandsfoto

Det er englænderen William Thompson, som tillægges æren for at have fremstillet verdens første undervandsfoto. Billederne og illustrationen stammer fra en anden fotograf, Louis Boutan, som i 1893 fremstiller en serie undervandsfotos.

1857 - Solkameraet

Det er videnskabsmanden D. A. Woodward, fra Maryland Institute i Baltimore, som opfinder og patenterer det første forstørrelsesapparat, han kalder det "Solar Cameras" (solkameraet), da det fungerer ved hjælp at sollyset, med solkameraet kan negativer forstørres, når de kopieres over på papir.

1858 / 1863 - Det første luftfoto

Det er franskmanden "Nadar" (Gaspard Felix Tournachon), som fra en varmluftballon i ca. 1.200 fods højde over Paris, tager verdens første luftfoto, han åbner dermed for en ny anveldelse af fotografiet. Luftfotos kan f.eks. bruges i forbindelse med korttegning og militær rekognoscering.

"Nadar" var en ganske almindelig portrætfotograf, men hans luftfoto gav ham en masse omtale og publicity i datidens aviser og blade, og hans atelier voksede til det førende portrætstudio i Paris.

Det ældste, bevarede luftfoto er taget 1860 over Boston i USA af James Wallace Black, det første luftfoto af London er taget i 1863 af Henry Negretti.

1860 - Danske fotografer

I midten af 1800-tallet er fotografiet veletableret i Københan. Der bliver naturligvis lavet flest portrætfotos, som er det, folk efterspørger, men der er også mange fotografer, som skildrer byen, og der findes derfor en del velbevarede billeder af København fra dengang.

1862 - Kleffels håndbog om fotografi

Kleffels håndbog om fotografi udkom på dansk i 1862 og var en stor hjælp til datidens fotografer. Den indeholdt tegninger og byggeanvisninger til kameraer samt recepter til emulsioner og fotokemier.

I midten af 1800-tallet var fotografernes udstyr meget enkelt, og langt de fleste fotografer fremstillede selv det meste af deres fotoudstyr. Objektiverne kunne de naturligvis ikke selv bygge, de blev hjemtaget fra tyske og østrigske fabrikker, f.eks. Voigtländer i Wien, som dengang var en af de førende.

1863 - Forbryderalbummet

Dansk politi var hurtig til at anvende fotografiet til indentifikation af forbrydere, i starten blev den kriminelle ført hen til en almindelig portrætfotograf, som tog de nødvendige billeder, hvilket jo var temmelig besværligt, så praksis blev ret hurtigt ændret til, at fotografen blev tilkaldt og tog billederne i arresthuset.

Det er først i 1899 at Københavns Politi etablerer deres egen fotoafdeling, så de selv kunne fotografere de anholdte. Selve fotograferingen blev sat i system efter en metode udviklet af Alphonse Bertillon, der var chef i identifikationsafdelingen hos Paris' politi, og metoden med et front- og profilbillede anvendes stadig.

1865 - Steinheils Periskop

I 1865 konstruerede tyske fysiker Carl August Steinheil et nyt objektiv, der havde en billedvinkel på ca. 90 grader, en god skarphed over hele billedfladen, og en lysstyrke, der svarer til blænde f 1:11. Steinheils periskop blev hurtigt det foretrukne objektiv til landskabs- og arkitekturfotografi.

Kun et år efter i 1866 kunne Carl August Steinheils søn, Hugo Adolph Steinheil, introducere et forbedret objektiv, der var endnu bedre korrigeret for optiske fejl, og et blændetrin mere lysstærkt end periskop objektivet. Det var en ny konstruktion, med to ekstra linseelemter placeret på ydersiden af de to oprindelige linser, objektivet fik navnet Alplanat.