Skarverne bør ha' ret til at leve i den danske natur

- I bladet 'Sportsfisken' og andre tidsskrifter som omhandler lystfiskeri har man løbende kunnet læse artikler, hvor der er mange, især jyske lystfiskere, som gør sig til talsmænd for, at fredningen af skarverne helt bør ophæves, og derfor må jeg blot konstatere, at nogle af nutidens danske lystfiskere blevet lige så formørkede og uoplyste, som bønderne og fiskerne var tilbage i 18-hundrede tallet.

Blandt de jyske åfiskere er der et udbredt ønske om, at bestandene skarver igen kan begrænses, da de mener, at de tolder alt for hårdt på det ørred- og lakseyngel, som de udsætter i vandløbene.

Men det kræver nok et tilbageblik at forstå, hvorfor er vi havnet i en situation, hvor der er nogle lystfiskere som er kommet på banen med holdninger, der er så langt væk fra den pagt og sameksistens med naturen, som egenlig burde være idealet for enhver lystfisker.

Historien om skarverne starter nogle tusinde år efter sidste istid, hvor de første skarver indvandrede og bosatte sig i det område, som sidenhen skulle blive til Danmark, det var i øvrigt et par tusinde år før end de første mennesker i jægerstenalderen indvandrede og etablerede bopladser langs kysterne.

Fra de første mennesker ankomst, og de følgende 9.000 år frem, der levede og fiskede skarverne i søer, åer og havet, side om side med vores forfædre uden at der var nogen problemer. Men i starten af 1800-tallet blev vores forfædre opmærksom på, at de faktisk havde opnået kapacitet til, at de systematisk kunne udrydde de arter, der var udråbt som skadedyr fordi de var næringskonkurrenter til de naturressourcer, som datidens mennesker mente de har eneretten til at udnytte. Det medførte en ren vendetta, hvor man startede med at udrydde ulvene, derefter var det de store rovfugle og skarvernes tur, og efter nogle meget intensive og systematiske forfølgelser kunne man i slutningen af 1870'erne erklære skarven for udryddet. Og det blev dengang set og fejret som menneskets sejr over nogle skadedyr.

I 1938 genindvandrede skarven til den danske natur, men i de følgende 40 år blev bestandene holdt nede med systematiske beskydninger i kolonierne, og ved at rederne med æg blev sprøjtet med petroleum eller dieselolie, den nådesløse forfølgelse af skarverne stoppede 1971, hvor det blev forbudt at beskyde skarverne på ynglepladserne. Men det er først fra 1980, hvor skarven bliver fredet, at der kom en klar fremgang i bestandene, og den toppede med omkring 40.000 ynglende par i 2001, herfra er der frem til i dag igen sket et fald i bestandene, så der i dag kun er ca. 28.000 ynglende par.

Men bedømt ud fra de udmeldinger som kommer fra erhvervsfiskerne og en del af lystfiskerne, så er det stadig en udbredt holdning, at skarverne er et skadedyr som helt bør udryddes, eller så skal bestandene i det mindste reduceres til et absolut minimum, med nogle få hundrede par på landsplan.

Paradokset er dog, at det er det intensive erhvervsfiskeri, som har været og stadig er det store stygge skadedyr. Erhvervsfiskerne har siden midten af 1900-tallet systematisk overfisket alle bestande i de indre danske farvande, så der i dag er der en lang række arter som er helt der nede, hvor bestandene er faretruende tæt på kollapse.

Når der kun er få fisk i havet, så bliver det vanskeligt for skarverne, at skaffe nok fisk til sig selv og deres unger i yngletiden. Derfor er det helt naturligt, at skarverne også opsøger og jager fiskene i søer og åer, også selv om det er unaturligt for skarven, at jagte solitære arter i et vandløb, deres foretrukne jagtstrategi er netop, at hele skarvflokken samarbejder om, at omringe en stime med fisk, det er nemlig en effektiv måde, hvormed de sikrer mad til alle individer i hele flokken, med den mindst mulige jagtindsats.

Det er også tankevækkende, at en skarv kun skal fange ca. et halvt kilo fisk om dagen for at overleve. Men en erhvervsfisker skal alt efter hvilke arter han fisker efter, fange fra ca. hundrede kilo spisefisk, til adskillige tons industrifisk om dagen, hvis han skal overleve.

En af de helt store fejltagelser har også været, at jægerne i sin tid udryddede alle de store rovfugle. Et havørnepar tømmer i yngletiden skarvernes reder for unger, og bruger dem som foder til deres egne unger. Et godt eksempel er det havørnepar som har deres rede på Bognæs i den sydlige del af Roskilde Fjord, de har virkelig decimeret antallet af skarver i den del af fjorden. Og de tre skarvkolonier som der er i den sydlige del af Roskilde Fjord, har nu i årrække fungeret som en varm buffet for havørnene, og her i de seneste år er det kun kommet meget få unger på vingerne fra disse kolonier.

Derfor kunne det muligvis være relevant, at gøre skarverne jagtbare i to-tre måneder hver vinter, ind til det er lykkedes for de store rovfugle, at genetablere en naturlig bestand. Og så kan ornitologerne om nogle år se på, hvordan jagten påvirker bestandene, og udviklingen kan fremover styres ved, at man enten afkorter eller forlænger jagttiden med en måned.

Og så længe der ikke bliver åbnet op for de gamle metoder, med jagt i skarvkolonierne, og sprøjtning af skarvernes reder og æg med petroleum eller dieselolie, så vil jeg helt personligt tro, at skarverne godt kan tåle at blive jagtbare, den meget intensive jagt som der tidligere har været på skarverne, har nemlig skabt en genetisk udvælgelse, hvor det kun var de aller mest sky individer som overlevede, derfor har vi i dag en bestand af skarver, som ikke er et nemt bytte for jægerne.

Det vil da også være meget trist, hvis skarven igen blev en meget sjælden fugl i den danske natur, den kom her trods alt først, og vi mennesker har bare ikke krav på eneretten til alle naturens ressourcer.

© januar 2015 - Niels Riis Ebbesen