En original Carlo Rasmussen wobler

En af lystfiskeriets koryfæer

Jeg har højst været omkring fem - seks år gammel, da nogle større drenge viste mig, hvordan de kunne fange aborrer og skaller, ved hjælp af en stump nylonsnøre og en krog der var agnet med en regnorm, og det er jo sådan en oplevelse som virkelig taler til det jagt instinkt der er inde i alle drenge, og som er bevaret i de mænd der i deres voksenliv dyrker lystfiskeri og jagt.

Dengang da jeg var dreng, der var lommepenge ikke noget som man fik, dem tjente man, der var heller ikke nogle love og regler som forbød børnearbejde, og derfor var det meget normalt, at børn helt ned til 6 - 7 års alderen påtog sig nogle mindre arbejdsopgaver.

Og jeg var ikke ret gammel da jeg begyndte at tjene lidt lommepenge ved at udføre små jobs for fru Olsen, som dengang ejede og drev Farum Sø bådeudlejning. Arbejdsopgaverne var alt muligt fra at øse og rengøre alle udlejningsbådene, over brændesavning, til at hente drikkevand i store plastikdunke, der var nemlig ikke indlagt vand i det lille træhus, som fru Olsen boede i. Det er i øvrigt det samme hus som sidenhen er blevet overtaget af Farum Lystfiskerforening, men i dag er det en helt anden bygning, der er nemlig lavet flere om- og tilbygninger til det oprindelige træhus.

Nogle enkelte af de voksne lystfiskere, jeg som dreng har truffet i Farum Sø bådeudlejning og ude på Farum Sø, er sidenhen blevet til lystfiskeriets koryfæer, og det er vel at mærke i ordets aller mest positive betydning. En af disse koryfæer var Carlo Rasmussen, som allerede dengang var kendt for hans håndskårne woblere, og regelmæssige fangster af meget store gedder.

Carlo Rasmussen var meget venlig over for os drenge, og vi måtte gerne se alle hans woblere, som vi slet ikke havde råd til at købe, men vi kunne heldigvis selv skære nogle kopier, vores efterligninger havde dog den skavank, at vi ikke havde adgang til de hårde træsorter, som Carlo Rasmussen anvendte til hans woblere, og vi havde heller ikke helt luret, hvordan han vægtbelastede hans woblere, men Carlo Rasmussen roste vores husflid, når vi stolt viste ham de woblere som vi selv havde skåret, og det var jo rigtig pænt af ham, for hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk ikke erindre, at vi drenge nogensinde fangede noget på vore hjemmelavede woblere.

Carlo Rasmussens metode med at dørge med woblere var meget nyskabende, og den var langt mere opsøgende end det traditionelle fiskeri med levende agn. Set i bakspejlet må jeg dog konstatere, at Carlo Rasmussens flotte resultater ikke kun skyldes hans woblere, men også, at han var en utrolig ihærdig lystfisker, han startede fiskeriet allerede når solen stod op, og så dørgede han hele dagen med to woblere efter båden, og han stoppede først så sent, at han lige nøjagtigt kunne nå at komme med et af de sidste tog ind til København.

Den store fordel ved dørgning er, at lystfiskeren får vist hans agn for mange flere gedder, end hvis han en hel dag fisker stationært, med levende agnfisk på nogle få pladser. Carlo Rasmussens metode viste også, at de aller største gedder, som er det absolut sidste led i søens fødekæde, ikke har behov for at gemme sig på en standplads, de kan færdes og jage overalt i søens frie vandmasser, og at de skal fanges med nogle store woblere, som gerne må ligne en lille gedde.

Det kan godt lade sig gøre, at dørge med levende eller døde agnfisk på slæb efter båden, men det er en meget vanskelig metode, som kræver omhu og ekstra meget opmærksomhed, hvis det skal lykkedes.

Når man dørger med naturlig agn, så skal agnfisken været fastgjort meget præcist til krogsættet, så den ikke snurrer rundt som en propel, og dørgehastigheden skal være meget langsommere end når man dørger med blink og woblere, så agnfisken ikke løftes for højt op i vandet.

Men uanset om man dørger med woblere, blink eller naturlige agnfisk, så kræver det en god fysik at dørge en hel dag, og selv om man kun ror langsomt når der dørges, så får man nogle meget lange arme efter en hel dags roning. Og det var nok også grunden til, at de fleste lystfiskere valgte det mere magelige fiskeri, hvor de ankerede båden op på en god plads, og fiskede området omkring båden med nogle levende agnfisk.

Når datidens lystfiskerne hyggesnakkede, så var der faktisk mange af dem som havde den overbevisning, at de kunne fange flere fisk med de dyre blink og woblere, end når de fiskede med naturlig agn, men et krogsæt kostede jo kun en brøkdel af prisen for de dyre kunstagn, og derfor valgte de fleste den løsning. Jeg gjorde i øvrigt den erfaring, at jeg ikke kunne slippe godt fra, at fjerne en spiseske fra køkkenskuffen og ombygge den til et blink, uden at min mor opdagede at den var forsvundet. Og så vidt jeg erindrer, så kostede sådan et projekt flere dages stuearrest.

Nu om stunder, hvor alle lystfiskere har ind til flere æsker fulde af blink og woblere, der er de fleste lystfiskere dog blevet klar over, at naturlige agn er langt mere effektive end de mest sofistikerede kunstagn, og det er nok den meget udbredte praksis med catch and release, som har haft den konsekvens, at mange af de store gamle gedder og aborrer har erfaret, at blink og woblere ikke kan spises.

© marts 2015 - Niels Riis Ebbesen